Nørrebro Byttemarked 9. september i Korsgadehallen

Så har vi fået lokale til Nørrebro Byttemarked, som er et af de 4 byttemarkeder, der skal foregå rundt omkring i Danmark d. 9. september. Og når først vi har et par arrangører, en dato og et sted, så kan resten planlægges frem til september. Blågården har hjulpet os til at få et super godt sted nemlig overetagen af Korsgadehallen, samme sted hvor der hver onsdag er Folkekøkken. Der er god plads, et hyggehjørne med sofaer, vi kan sætte et anlæg op til at spille god baggrundsmusik, der er have ved siden af med bænke og bålplads og hele taget af korsgadehallen er en stor græsplane fuld af vilde og høje græssorter. Så vi har grobund for et rigtig godt byttemarked! Og med Rosa og Anne Katrine som erfarne arrangører, kan det kun blive endnu bedre.

(c) Purplesnail, Flickr
Det er her du skal ind, og hvis vejret er godt kan du tage en slapper på dette fantastiske tag.

Så nu går vi igang med at invitere, finde nogle flere frivillige og spørge butikker og foreninger i området, om de vil være med. Jo flere, jo bedre. Hvis du overvejer at hjælpe med på markedet, kan du læse mere om det at være frivillig, og du er også velkommen til at kontakte os hvis din forening eller virksomhed synes I har noget I vil bidrage med på markedet. Vi har tidligere haft tøj og cykelreparation, Fødevarefællesskabet har haft en stand, Miljøpunkt Østerbro ligeså, biblioteker der bytter bøger for gode ideer og meget andet. Vi glæder os til at se jer alle!