Green Friday 2021

Fredag d. 26. november er Green Friday, hvor vi håber I igen vil være med til at bytte rundt omkring i hele landet. Det er en direkte protest mod fænomenet Black Friday, hvor mange ender med at købe ting, de slet ikke har brug for. Hold i stedet et byttemarked eller deltag i et nær dig, og gør dagen grøn og fuld af genbrug.

De seneste år har der været Nordisk Byttedag i foråret og Green Friday i slut november, hvor arrangørerne i Danmark og resten af norden forsøger at samles om så mange byttemarkeder som muligt, for at inspirere til mere genbrug. Corona satte en stopper for begge arrangementerne i 2020 og Nordisk Byttedag 2021 og derfor håber vi på et brag af en byttedag rundt omkring i november.

Heldigvis vokser trenden med genbrug, og hvert år kommer flere markeder til. Det ser også ud til at det heldigvis ikke længere er nok med byttemarkeder – byttestationer er så småt ved at indtage landet. Dem vil vi også forsøge at samle op på snart, så de er til at finde frem til.

Har du aldrig holdt et byttemarked før, så start med et lille overskueligt et med mennesker du kender. Hvis du så får blod på tanden, kan du altid prøve at gå sammen med nogle andre og holde et større byttemarked, der er åbent for alle. Her på siden finder du guides og materialer, og du er også velkommen i gruppen for byttemarkedarrangører på Facebook.

Vi håber du sætter kryds i kalenderen d. 26. november og gør plads til en grøn dag i genbrugets tegn. ♻️