Grøn eller sort fredag?

Black Friday er et amerikansk fænomen, hvor folk går amok over gode tilbud dagen efter Thanksgiving. Du ved, den dag man samles og fejrer alt det, man er taknemmelig for at have allerede.

Det er desværre ved at indtage flere og flere butikker i Danmark, og derfor har vi ofte talt om, hvorvidt vi skulle lægge op til endnu en national byttedag udover den i april og sætte fokus på genbrug, bytning og en grønnere måde at leve på.

Det er ikke blevet til noget endnu, da det kræver at nogle af vores samarbejdspartnere i Sverige og Norge også har tid til at give den gas. Men i år har Struer (ny bytteby, jubii) åbnet ballet og holder sit første byttemarked netop på Black Friday.

Vi sætter kryds i kalenderen allerede nu for dagen i 2017, og håber flere vil have lyst til at genbruge og hjælpe hinanden til gavn for både mennesker og miljø.

Arrangørerne i Struer er politisk aktive i partiet Alternativet, og det er dejligt at se at flere politiske partier kommer på banen og deltager i aktiviteter, der fremmer genbrug og en grønnere levevej. (SFU og KU har også holdt byttemarkeder) Og det ser ud til der måske kommer flere byttemarkeder netop på den nyudnævnte Green Friday og passende under navnet ‘Green Give Away’. Hold øje med kalenderen.

Støt op om ideen og sæt kryds i kalenderen, hvis du også vil have mere grøn fredag næste år d. 24. november 2017.

Her er optagelser fra Black Friday forskellige steder i U.S.A. – efter denne video er det let at forstå, hvorfor vi her fra siden er meget imod at ideen kommer til Danmark.