Byttemarked i KBH NV: 650 gæster, 6500 kg ting

Biblioteket på Rentemestervej viste sig at have nogle rigtig gode rammer for et byttemarked, og det var velbesøgt af folk i alle aldre. De overordentligt gavmilde og bytteglade havde tilsammen ting og tøj med, der løber op over 6500 kg, eller 6,5 tons! Med de ca. 650 besøgende er det i snit ca. 10 kg pr. besøgende. Det er det største antal, vi har haft, og alligevel var det overskydende kun ca. 220 kg, som også denne gang bliver afhentet af Kirkens Genbrug.

Vi har efterhånden en god rutine i at lave markeder og mange frivillige hjælper os gang efter gang. Det betyder at alt gik glat, vi fik vejet ting ind i indgangen, der var rimelig orden i kategorierne, oprydning gik let, de besøgende fangede konceptet, og vi oplevede ingen mennesker, der forsøgte at hamstre. Det er rigtig dejligt at nå dertil, hvor det føles som succes på alle planer.

Denne gang vi fik også besøg af TV2 Lorry og Bispebjerg Lokal-tv så fremover er endnu flere mennesker, der ved, hvad byttemarkeder er. Du kan se indslaget fra TV2 Lorry her.

Der er ikke en dato fastsat for et nyt marked i København, men det kommer der i løbet af foråret. Forskellige steder har vist interesse for at låne lokaler til de frivillige, og det er den største hjælp til at få et marked på benene. Derudover er der dato på vej for Frederikssund.

Du kan se billeder af markedet her, og så håber vi at se dig som besøgende eller frivillig til næste marked. Rigtig god mandag til dig.