Svend-Erik bytter historier på Nørrebro

Da vi sendte invitationer ud til Nørrebro Byttemarked igår, gik der ikke mange minutter før jeg (Lama) fik en besked fra Svend-Erik Engh, der ville høre om vi også bytter historier på markedet. For de fleste lyder det nok lidt skørt – hvordan gør man det? Men da jeg har mødt Svend-Erik og ved han lever af historiefortælling, undervisning på højskoler og alt der kan gøre godt med hjælp fra fortællinger, kunne jeg straks se ideen. Mennesker elsker at fortælle historier og måske endnu mere at lytte til dem, så hvorfor ikke udveksle historier på byttemarkedet?

Da jeg talte med Svend-Erik for lidt siden, sagde han noget ganske klogt: “hvis to mennesker har et æg og bytter med hinanden, har de hver et æg, når de går. Hvis to mennesker har en historie og bytter med hinanden, har de hver 2.”

Svend-Erik lægger ud med en historie på 2-5 minutter, og derefter er der lagt op at man kan sige “det minder mig om engang….” eller “det får mig til at tænke på….” og dernæst fortælle sin egen historie på 2-5 min. På den måde håber vi at kunne rejse ind i historierne sammen, hvadend det er ud i verden eller ind i sjælen. Som jeg kender Svend-Erik er der her lagt op til at tage sin kaffe med ud og finde en plads i cirklen (man kan liste til og fra, eller blive en hel session ad gangen), sætte sig godt til rette i græsset hvis vejret er godt den dag og bare slappe af og lukke op for indtryk.

Planen er at køre i al fald to sessioner kl 13 og kl 15. Hvis det skulle ændre sig skriver vi det her eller i eventen på Facebook. Så kom og bliv inspireret, eftertænktsom, rørt, provokeret, forundret, glad, opløftet, forskrækket, fæld en tåre eller rul rundt af grin. Det er op dig og deltagerne hvor historierne bærer hen.