Tag-arkiv: Ferie

Sommerstille

Dem der jævnligt checker kalenderen har opdaget, at der er stille her i sommeren. Flere byttere på facebook spørger til det næste lokale byttemarked, og hvornår de kan forvente, at sæsonen starter igen.

Her på sitet forsøger vi at samle alle byttemarkeder i en kalender, og arrangører over hele Danmark kan sende deres arrangement ind. Det betyder dog ikke at vi bestemmer hvor og hvornår frivillige, lærere, forældre, kommunale medarbejdere, forbrændinger, modeelskere eller genbrugsentusiaster planlægger byttemarked. Heldigvis for det! For ligesom der ikke er en landskoordinator for samtlige loppemarkeder, så er det heller ikke en enkelt person eller gruppe, der står bag alle byttemarkeder. Forhåbentlig er det en dag bare noget, man gør med lige så stor selvfølgelighed, som at lave loppemarked. Og man kan altid sende link her til bloggen, eller oprette sin begivenhed på www.markedskalenderen.dk, som nu også har oprettet byttemarkeder som en markedskategori.

Vi på bloggen holder sommerferie. (lidt en selvmodsigelse, når man udgiver et indlæg 🙂 ) Men kommer der et arrangement, kommer det selvfølgelig i kalenderen. Og husk, hvis du ikke kan vente, så kan du altid lave dit eget byttemarked i haven, i parken eller bare med vennerne hjemme i stuen. Nogle tæpper, en kande kaffe og en invitation på Facebook så er den hjemme.

Vi nyder sommeren, og venter også spændt på, hvornår nye datoer for efteråret begynder at tikke ind. Hvis man bor på Djursland kan man komme til byttemarked lørdag d. 2. august på Femmøller Efterskole fra 13-18. En ny by på kortet.

Fortsat god sommer! Man må nyde den mens den endnu er her.